Igennem skov vandrer jeg, hjertet kvæler struben. Spor efter ulve har mos og
frost dækket tæt, ingen snude, tager et skridt frem ud af krattet.
Øjnene af vanvid, angst, grådighed og forræderi. På den åbne grønne plads,
for længst er sporet borte. En ulv ved, hvordan udslettelsen lugter! Disse
vilde, frembrusende, i den trængte skov opdraget på vagt må i være.
En nedtrådt kreds i sneen krydser vejen, i denne en blodig plet.
Jagthundenes hidsige, blinde bid traver over ulvekroppe. Den, der stikker af,
dør i farten, den, der står i parade, dør stående.
Med frygt sprinter jeg over den åbne horisont, skummende gab løber løs.
Kaster mig til side, træder jorden i brud. I farten hører jeg et skud, det
rammer, og blodet strømmer langsomt ned. Han forsøger endnu en gang,
men denne gang i blinde.
Gemmer mig væk fra jagtens orkan, i den tæt bevoksede dal, hvor jeg finder
skjul. Lå der i meget lang tid, i dag har skuddet for altid sat sine spor, en pote
mindre og det blege ar.
De unge ulve dør stadig hele den store verden over. Lad jer ikke blive flået!
Ulvebrødre, forsvar jer, inden i alle omkommer! De, som ikke blev vanviddets
ofre, de, som ikke blev skudt, løber stadig vigende, forvirret i søgen efter
skjul, de ikke finder, dem de havde, dem de kendte.
Overalt bliver de fundet af de spændte jægeres snore. Og tænk, engang var
de tæver som et bytte, ikke en gang ulvens hugtænder værd! I dag vores
slægtninge sønderriver os uden ord! Du er et dyr, og du lever som et, men
ikke som ulve, vi er kød for et dødeligt skud! I friheden hyler vi, imens hund
på kæde, i angst klynker og skræmmer sine brødre i fortrængt skam.
Kom til mig, I, som fodres fra hånden. Lemstump og ar er min frihedens pris,
som bare lugten af sammenklæber hundens ustyrlige bid, hvor der jamrer en
forsømt hvalp.
De af jer, som lader sig friste af skålen i forglemmelsen af urolige drømme,
ved, at hånden, der stryger, også lægger slag. Hykleri om nåde er ikke en
ulv værdig, men en hund. Dresseret og parat til ordre skal være den korteste
stund, som et valg om venskab til mennesker.
Skoven er vores og marken er vores. I en skov farer stadigvæk spredt unge
ulve, stærke, rasende og hævnrige, dog smittet af forstandens mangel og
uden skjul i stilheden.
Og jeg elsker dem, og jeg sørger med dem.
'
''
'
' '
'' ' '
' '
''
' ''
