July 24, 2014 - July 27
Opening: July 25, 17:00 - 22:00

Wulkan works with the circular process in which is presented sound, matter and light - both as individual components and a coherent expression. The exhibition SMOOTH FLOWING FOUNTAINS will appear as one rhythmic pulsation of slow changes in which different stages of sound, matter and light slides over one another in layers.
Each day Wulkan will perform a four hour sound collage.

Wulkan is a sound art group consisting of Malwina Migacz, Jonas Jensen and Peter Birkholm.
The exhibition is supported by Copenhagen Art Council






Smooth Flowing Fountains

Den følgende sammenstykkede tekstflade vil søge at afsondre Wulkans lydcollage på New Shelter Plan. Teksten optræder i tre afsnit mellem fotografierne af lydcollagen, og er en form for poetisk-filosofisk undersøgelse af elektronisk musik. Musikken er udført i forbindelse med improvisation og afspillet på et sæt højtalere.
AF WULKAN










Det analoge erstattes af det maskinelle – det subjektive af det objektive.
Strømbærende instrumenter varierer over mulige behandlinger af elektrisk impuls. Variationer over bevægelsens mulige forløb igennem kanaler. Guitarpickuppen omformer bevægelse til elektrisk energi. Med magnetiske vibrationer sendes strømmen gennem ledninger, som var det vand pressende på et bristende dige. Computeren sender klare, men rå signaler fra software, der med kodning behandler elektriciteten, som var det en virtuel virkelighed. Pedaler og tangenter leder strømmen mod snart åbne, snart lukkede landskaber. Ved spontane dialoger, konstante fund af nye kanaler og de enkelte instrumenters møde opstår det improviserede. 
Strømmen er i sit udgangspunkt samtidig klar og fuldstændig grumset, karakteriseret i sin egenskab samtidig som ren form og som mangel på samme. Improvisationen filtreres gennem hver enkelt aktørs instruments reformulering af den rå strøms form. Gennem modstand formes strømmen til signaler. Signalerne kan blive til tone eller impuls. Den destruktive modifikation af strømmen minder om billedhuggerens arbejde med stenblokken. Hver enkelt improvisator bidrager med individuelle slag til det, der bliver lydens hele, den endelige form, elektriciteten har, idet den fortolkes af højtalerens membran og spredes i rummets resonans som lyd. Således skæres formen ud af sit hele og danner en ny endelighed.
Lyd skabt via elektroniske instrumenter vil ikke nødvendigvis pege tilbage på dens kilde, højst sandsynligt vil oprindelse af lyden være usynlig, eller lyden vil være skabt uden et forhold til den omkringliggende verden overhovedet, samt lyden kan fortsætte på trods af dets aktørs fravær (Der er tale om et fantom). Derfor udviskes i det elektroniske skellet mellem signifiant og signifié - . Elektriciteten bliver dermed også signifikeret meningsbærer – en art oversætter.












Den hvide støj / elektricitet. Grænsen mellem det eksternaliserede og internaliserede opløses i en sum af aktørers møde i elektriciteten.  
Ved et improviseret møde vil deres fælles lydbillede udgøre bearbejdningen af det rå, klare elektriske signal, den hvide støj. Med fortolkninger af strømmens bevægelse i ledninger skabes fundamentet for transcendens. På denne måde bliver improvisationen en fejring af strømmen ikke kun i kontrol af dens forløb gennem signaler, modstand, ved at holde den tilbage eller modificere den via eksplosion eller implosion, men også i det at den ledes til en fortolkning i lyd. 
Elektriciteten formes på denne måde ved hver enkelt aktørs slag. Til tider presses den til sit yderste, passerer de smalleste passager, ledes mod åbninger, forvitringer, gnidninger og ru forløb. Den bliver bumpet, flosset, klar og spændstig. Samtidig som den formes, forbliver den den samme, strømmen er evig og snor sig igennem forhindringerne af magnetiske spændingsfelter. Som lydobjekt fortolker højtalerne dens form.







Fordi hver enkelt aktørs behandling af strømmen mødes i et samlet output, vil improvisationen i sit udgangspunkt være defineret af et fravær af hierarkisk taksonomi. På denne måde undgås det virtuose, elektriciteten er konstant, selv i fraværet af lyd fortolker højtalernes membran dens forløb. Det grundlæggende i mødet er i sit udgangspunkt hengivelsen til strømmens alle steders nærvær og en frigivelse af den enkelte aktørs egennytte.  
Det er i fejringen af dette, i mødet mellem elektrisk bærende instrumenter, at det æstetiske træder i karakter, ved denne fællesnævner, det sanselige fælleskab, defineret af destruktiv modifikation af strøm, at denne improvisation lægger grunden for en direkte behandling af det levende. Som individer mødes de improviserende i bearbejdelsen af det større hele, der træder ud af deres hænders behandling af det samme.
Ved den æstetiske improvisation sitrer lyden som isklare krystaller, der skyder sig forbi og igennem lytteren i et uendeligt rum af mulige kombinationer, for væren og ikke væren, materie og antimaterie. Her er tiden og rummet opløst og derfor har rytme, tone, melodi, form og harmoni mistet sin relevans. Alt er frekvens, og på samme måde, som aktøren ikke dømmer resultatet af bearbejdet strøm, dømmer strømmen ikke sin egen forandrings forløb.


























w u l k a n  -  To that which cannot quit the dead - ( live recording )   :

https://soundcloud.com/w-u-l-k-a-n/threesixtypointfour